Det er søndag morgen, og jeg vakler lidt zombielignende over mod motionscentret.

Klokken er knap 08:00, og jeg går i hovedet mit program igennem: 3 km stille og roligt løb, derefter 5 x 400 meter tempo med 100 meters gang som pause – og til sidst 2 km roligt løb igen. Det er Iron-Lady Michelle Vesterby, der har stukket mig programmet, og tanken er, at jeg skal bygge mig op til at løbe et marathon. Det på trods af, at jeg render rundt med næsten 30 kilo for meget på sidebenene.

Pludselig bliver jeg vækket fra mine egne tanker:
“Mister Rudi – Good morning! You must join our monthly triathlon!”
Det var Coach Madhu på Thanyapura Sports Resort, der hev mig tilbage til virkeligheden. Jeg nåede knap at blinke, før han sagde: “I fix you a bike – we wait for you!”

Og bum – så var jeg på vej efter en cykel. Ingen svømmebriller, ingen cykelsko, intet udstyr. Jeg tænkte bare: fuck it – jeg hopper med!

Hele feltet viste sig at bestå af lynhurtige børn, som havde triatlon som sportsgren, et par forældre i topform – og så en kineser, der stillede til start med alt det rigtige gear. Jeg tænkte: åh nej… det her bliver en kamp!

Distancen lød ellers harmløs: 300 meter svømning, 3 km cykel og 1500 meter løb. Ikke hårdt hver for sig – men hvis man trykker speederen i bund, så banker pulsen altså hurtigt i vejret.

Planen var egentlig bare at ligge mig bagerst og cruise lidt bag børnene. Men den plan røg hurtigt ud af vinduet. Efter 150 meter blev jeg overhalet af en knægt, der allerede var en hel omgang foran mig! Da jeg endelig kæmpede mig op til cyklen, var jeg overbevist om, at jeg lå allersidst.

Da jeg svingede ud, kom ungerne allerede drønende ind i pit – færdige med cyklen, inden jeg overhovedet var kommet i gang. Men kineseren sad lige bag mig, og ham skulle jeg bare holde baghjul.

Pulsen steg til 150 slag pr. minut – det føltes nærmere som 150 pr. sekund. På tilbagevejen fik jeg øje på ham. Han kæmpede mindst lige så meget som mig, og vi lå næsten side om side.

Så var det af cyklen og ud på de sidste 1500 meter løb. Jeg startede roligt, men jeg kunne mærke hans ånde i nakken. For hver 100 meter gav jeg et lille nyk mere, og da jeg til sidst kom i mål som nummer to… sidst… så var det med begge hænder i vejret og et rungende “YEEEESSSS!”

Men dommerne kiggede bare køligt på mig, og en af dem sagde helt tørt:
“But the others are on round two now…”

Så var festen slut. Jeg havde slået kineseren én gang, og den sejr skulle i hvert fald ikke forhandles væk igen.

En sjov, svedig og ret underholdende søndagsmorgen på tri-banen.
Fuel The Hunger – også når det kommer som et skævt indspark.

Børn der suser af sted. Jeg ligger allerede 20 meter bag efter, på en 50 meter bane.

I Thailand er det netop blevet lovpligtigt for alle at bruge hjelm. Tidligere var det kun udlændinge, der var påkrævet at bære hjelm.